Menu

Fantastisk ungdomsafslutning i Herstedøster

image
Karsten Lynge, ungdomsudvalget
26. juni 2023 kl. 22:42
Der blev sat rekord i forhold til deltagere da HIC afholdte afslutningsfest for ungdommen
Buffalo Park lagde fredag den 23. juni græs til et rekordstort antal ungdomsspillere fra HIC, som bød både sommeren og hinanden velkommen. Vejret var fantastisk og var i den grad med til at hjælpe arrangementet godt på vej.
For tredje år i træk - og så er det vel en tradition - blev der først holdt sommerafslutning for de mindste årgange (U4-U10). Med knap 100 deltagere er det både en oplevelse og hjertevarmt at se de mindste og mest generte 3-4 årige fra tumleholdet løbe rundt mellem “de store”, som havde travlt med at udfordre hinanden på kryds og tværs.
Efter en kort velkomst  indtog spillerne banen med god energi. Brøndby maskotten Nanok gjorde hurtigt spillerne følgeskab sammen med resten af Brøndbys eventteam. I et vivar af planlagt kaos blev der afviklet 1:1 på panna-bane, sparket straffespark, drejet på lykkehjul og gennemført præcisionsspark, hvor Brøndby bød ind med masser af merchandise og et par fribilletter. Efter forlænget spilletid blev spillerne sendt hjem med en årsstatuette og en slikpose i hånden, samt en is og slush-ice i maven.
Efter et powerbreak på 10 min var det U11-U16 tur til at indtage banen og med ca. 145 tilmeldte deltagere synliggjorde de den store tilstrømning af nye ungdomsspillere. Aftenen blev afviklet under konceptet “fri leg” med få planlagte - men vigtige - aktiviteter. Traditionen tro blev pokalerne for årets kammerat og spiller afsløret og modtagerne blev behørigt tiljublet af deres kammerater fra klubhusets balkon, iøvrigt sammen med de fem vindere af jongleringskonkurrencen i den opstillede telefonboks. Mange af spillere vidste dog ikke helt, hvad en telefonboks er… :-)
Den varme sommeraften blev afsluttet med en stor is til både spillere, trænere og hjælperne. 
Særlig tak til de frivillige og ikke mindst grillholdet, som mesterede at stege de gode bøffer, som Carsten Poppe havde indkøbt. Det er fortsat fascinerende at se 250 burgere blive produceret og spist på under 20 min.
Alt i alt en dejlig dag, som viser hvorfor HIC’s ungdom er noget helt specielt. 
Luk