Stor respekt for HIC’s indsats midt i en skandale

I HIC opfører vi os pænt, vi respekterer efter bedste evne klubbens motto om sjæl og ånd, og vi taler trods høj puls pænt til hinanden, modstanderne og dommerne.
Af samme grund har referaterne af førsteholdets kampe aldrig beskæftiget sig med dommernes indsats – medmindre den kan fremhæves for noget positivt. Måske lige bort set fra, når Richard Møller Nielsens pragtfulde citat en gang imellem er genbrugt: Jeg udtaler mig principielt aldrig om dommeren, især ikke om ham her!
Men når det handler om lørdagens sjællandsseriekamp i Birkerød, er det umuligt ikke at nævne dommertrioens indsats, eftersom den var kampafgørende på en måde, undertegnede i hvert fald aldrig før har oplevet i et par tusinde fodboldkampe som enten forpustet spiller, træner, neutral journalist, engageret tilskuer eller bagklog tv-seer.
Når modstandernes i øvrigt meget respektfulde tilskuere grinende ryster på hovedet, når modstanderens træner konstaterer ’det er jo sindssygt’ og lægger en trøstende arm omkring en HIC-spiller, og når linjedommeren efter kampen nægter at give hånden til dommeren, så er indsatsen med fløjten ikke kun en dårlig undskyldning for et nederlag.
Et er en række tvivlsomme kendelser og en linjevogter med større ører end øjne. Det er oplevet mange gange før. Men at en dommer underkender en rutineret linjedommers offside-kendelse og konsekvent nægter at følge samme linjedommers insisterende forsøg på at overbevise om, at Birkerøds målscorer til 1-0 et kvarter før tid VAR offside, var bare kulminationen på en frustrerende dag for et ellers velfungerende HIC-hold.
2-0-nederlaget var nemlig delvist selvforskyldt med to brændte chancer, hvor kategorien ’direktør’ ikke var dækkende. Tilbuddene var oppe i ’præsident’-kategorien, da Nicolai Beck og Benjamin Nielsen formåede at skyde uden om målrammen i henholdsvis 2. og 55. minut.
Retfærdigvis skal det siges, at netop den rutinerede trio med Jakob Christensen (tilbage i midterforsvaret), Benjamin og Nicolai (tilbage i startopstillingen som en bevægelig anfører i alle 90 minutter) gik forrest i en glimrende indsats, hvor der blev arbejdet forbilledligt over HELE linjen og i hele kampen.
At det ikke resulterede i årets første point kan med dagens vikarierende cheftræner Ulrik Nielsens ord i omklædningsrummet i høj grad tillægges den modgang, der altid synes at ramme et bundhold i krise hårdere end alle andre, men selv efter fem nederlag i træk er det ikke kun blåøjet og blåtrøjet optimisme at tro på, at HIC kan spille sig væk fra den øjeblikkelige sidsteplads.
Nederste halvdel af sjællandsserien er nemlig så tæt, at et enkelt point kan gøre en afgørende forskel.
Forhåbentlig bliver det point, HIC fik ’frataget’ i Birkerød ikke udslagsgivende for andet en hårdt såret retfærdighedsfølelse.
Birkerød – HIC 2-0 (0-0)
- Sebastian Nejstgaard (75), 2-0 Benjamin Fjorting Grealish (88)
Rødt: Thomas Kurt Nielsen (bænken)
Gule kort: Mohammed Hussain, Anders Fabild (bænken) og Oliver Hunyadi
HIC: Mohammed Hussain – Micas Goldman Klentz, Jacob Christensen, Patryk Mikel Obacz, Mikkel Bredfeldt – Malthe Jacobsen, Magnus Ulrik Kristensen, Andreas Heramb, Benjamin Nielsen, Jonas Vogeley – Nicolai Beck.
Indskiftet: Oscar Gjerlev, Oliver Hunyadi og Nicolai Gøtze