Menu

Forynget 2.-hold vinder for første gang i syv kampe

Allan Nielsen
18. august 2017 kl. 00:49
Med fem spillere på 20 år eller yngre har 2.-holdet taget hul på den første sæson i serie 4 siden 2010.

Bødekassen bugner allerede efter den første kamp. Bøderne for debut og talrige comebacks er i hvert fald udskrevet, og så må Lasse Belchuke jo sørge for at få kradset pengene ind.

Først og fremmest gjorde 2.-holdet comeback i serie 4, hvor HIC’s næstbedste hold senest optrådte i foråret 2010. Dengang var det med undertegnede som træner, så der var også et comeback på sidelinjen.

Debut var der til en 32-årig – i rollen som spillende assistenttræner. Ulrik Nielsen var en af de blot seks spillere, der i foråret spillede 1-1 mod Glostrup i den sidste kamp i serie 3, hvor de sidste seks kampe uden en sejr resulterede i den nedrykning, som har været tæt på mange gange i de seneste år, men som i flere omgange er undgået med skrivebordsafgørelser og med oprykningen af et stærkt U19-hold.

Nu gik den ikke længere, men tilbage i serie 4 er der håb om at få skabt en vinderkultur og nogle positive oplevelser for de spillere, der både på kort og længere sigt skal forsøge at gøre sig gældende på et 1.-hold på et helt andet niveau fire rækker højere oppe i fodboldhierarkiet.

Der er en afgrundsdyb forskel på sjællandsserien og serie 4, så målet er naturligvis at mindske den afstand, så reserverne får mere kvalificeret modstand, end det eksempelvis var tilfældet i sæsonens første kamp mod Atletico Hilal.

Med 4-2 vandt HIC den forventede og krævede sejr, og trænerne fik syn for, at der er noget at forbedre. Til spillernes undskyldning skal det nævnes, at et langhåret græstæppe i Glostrup Idrætspark gjorde det vanskeligt at udføre det afleveringsmættede positionsspil, som gerne skulle være holdets varemærke. Det skulle gerne være meget mere synligt i den første hjemmekamp på den veltrimmede bane 1 på fredag mod Høje Gladsaxe.

Til gengæld var det glædeligt, at holdet med fire teenagere i Hjalte Selcuk, Magnus Hørning, Laust Høygaard og Mark Stender samt Rasmus Bjørnskou på 20 år var i stand til at SPILLE sig til så mange afslutninger som tilfældet var.

Serie 4, kreds 5
Atletico Hilal – HIC 2-4 (1-2)
1-0 (14), 1-1 Ali-Reza Shiripour (15), 1-2 Ali-Reza Shiripour (24), 2-2 (47), 2-3 Mark Stender (76), 2-4 Rasmus Bjørnskou (89)
Gule kort: Atletico Hilal (63 og 85)
HIC: Michael Schlieman – Hjalte Selcuk, Anders Ørvad Mortensen, Glen Vielsted, Lasse Belchuke – Ulrik Nielsen, Magnus Hørning, Frederic Vibe (anf.) – Ali-Reza Shiripour, Martin Schippers, Laust Høygaard
Udskiftninger:
30. Mark Stender for Laust Høygaard
46.  Rasmus Bjørnschou for Magnus Hørning
55. Simon Andersen for Hjalte Selcuk
65. Laust Høygaard for Ali-Reza Shiripour
70. Magnus Hørning for Ulrik Nielsen
80. Hjalte Selchuk for Lasse Belchuke

Luk