Menu

Trods opløftende momenter tabte HIC 1 til Roskilde KFUM

image
Webmaster
25. september 2022 kl. 10:51
HIC er inde i en hård periode i Danmarksserien, hvor HIC’erne bliver hårdt straffet for fejl. Udfordringerne i særligt defensiven gjorde udslaget, da Roskilde KFUM kunne drage hjem fra Herstedøster med en 2-5 sejr

I gennem flere år har en stærk defensiv været et vigtigt våben for HIC 1, hvilket på imponerende vis har resulteret i konstant sportslig fremgang. Den seneste måned har dog desværre været udfordrende for defensiven på HIC’s flagskib, hvor modstanderne alt for nemt er kommet til chancer og scoringer.

Til hjemmekampen mod Roskilde KFUM havde trænerteamet og holdet sat næsen op efter et vendepunkt, hvilket dog allerede blev udfordret i kampens første minut, hvor KFUM alt for let fik et tidligt føringsmål. Men glædeligt viste HIC’erne god moral, og fik sig kæmpet flot tilbage. Det gav fuldt fortjent resultat, da først Mads Haunstrup bragte balance på måltavlen, inden Malthe Jacobsen på flot oplæg fra Rasmus Floor efter 20 minutter bragte HIC foran 2-1.

At HIC heller ikke for tiden får hjælp med marginalerne fra dommere og kampen tilfældigheder, blev desværre igen tilfældet efter en halv times spil. I en ufarlig situation ramte bolden dommeren uden for HIC’s straffesparksfelt, hvilket efter de nye regler giver dommerkast, hvor dommerne skal lade bolden falde til det hold, som rørte bolden sidst. Det gav bolden i en gunstig position til KFUM, samtidig med, at dommeren beordrede HIC’erne langt tilbage mod eget mål. Det udnyttede KFUM kynisk til på et langskud at udligne til pausestillingen 2-2.

Trods generelt flot fight og spillemæssig fremgang, blev 2. halvleg og dermed kampen afgjort at fejl og ubalance i HIC-defensiven. Det udnyttede KFUM til at score 3 mål, og selvom HIC var tæt på at udligne på bl.a. et flot skud af Mads Haunstrup på overliggeren og andre store chancer, måtte en flok forståeligt skuffede HIC’ere drage fra banen med et 2-5 nederlag.

Holdet og hele HIC viste inden sæsonen godt, at denne række i Danmarksserien er ekstraordinær stærk, hvilket uundgåeligt udfordrer os. Der skal derfor gerne hurtigst muligt sættes en prop i hullerne i HIC-defensiven, da holdet ellers i kampen mod KFUM viste mange gode takter. Til næste lørdags udekamp er Jakob Christensen tilbage i HIC-forsvaret, ligesom det så småt lysner på skadesfronten, så med en god uge på træningsbanen samt fortsat sammenhold og opbakning, er der bestemt ingen grund til opgivenhed – huske tilbage på sidste sæson, hvor HIC’erne efter 7 nederlag i streg på flotteste vis fik kæmpet sig tilbage.

Luk