Menu

Stærkt comeback holder HIC inde i topkampen i Serie 1

image
Webmaster
18. oktober 2026 kl. 11:34
Topkampen på udebane mod Liria blev tæt og spændende, hvor HIC først havde rigeligt at gøre med at forsvare sig, men til sidst var tæt på at hente alle 3 point

Sæsonen er ved at gå ind i de afsluttende kampe, hvor HIC glædeligt blander sig i topstriden i serie 1. Det var derfor en ægte topkamp mellem rækkens nr. 1 og 2, da HIC gæstede Liria på en skøn efterårsdag. Mange HIC’ere havde taget turen til Herlev, og samme med de mange Liria-tilskuere var rammen om kampen i top. HIC havde Rasmus Floor, Mathias Rosenkrantz og Zaki tilbage efter skader, så trænerteamet for en gang skyld var positivt udfordret med at udtage holdet til topkampen.

Liria er et teknisk stærk og hurtigt spillende hold, som fra start satte HIC’erne under pres. Det gav flere boldtab i HIC’s opspil, og efter 10 minutters spil straffede hjemmeholdet HIC, da et boldtab endte med et indlæg, hvor rækkens kloge topscorer Jeton Aslani løb bagom Malthe Jacobsen og bragte Liria på 1-0. HIC holdt hovederne koldt og spillede kontrolleret, men trods optræk til et par gode angreb, var HIC ikke for alvor farlige i første halvleg. Liria var til gengæld flere gange farlige, men Andreas Burchall i HIC-målet og særligt Alex Skjoldnæs i forsvaret spillede stærkt, så Liria ikke fik scoret til 2-0 før pausen.


Andreas Burchall stod en stærk kamp i HIC-målet 

HIC’erne viste kampen igennem vilje til at fighte, og i anden halvleg fik HIC bedre fat i spillet, og kampen blev langt mere jævnbyrdig. Mathias Rosenkrantz og Zaki blev begge indskiftet, hvilket gav ekstra pres i HIC-offensiven. Midt i halvlegen gav en sen eftertakling et gult kort til Liria, hvorefter HIC for alvor overtog styring af kampen. Nu var det Liria som var under pres, og som et fortjent resultat kunne Zaki på en ripost fra kanten af feltet udligne til 1-1. Nu lugtede HIC’erne sejren, og Mathias Rosenkrantz havde da også bolden i nettet, men kampens ellers gode dommer dømte et billigt frispark mod Nicolai Beck, som ellers kampen igennem var udsat for et fysisk stærkt Liria-forsvar. HIC’erne pressede på for et sejrsmål, men da Mathias Juul fik et gult kort efter en takling uden nogen form for fysisk kontakt med Lirias dygtige fløj, sluttede kampen med et lille pres fra Liria, men HIC-defensiven var sikker og kampen sluttede 1-1.

 


Zaki var tilbage efter skade, og scorede det velfortjente udlignende mål.

Kampens HIC’er blev Andreas Burchall, der stod sikkert i HIC-målet, tæt efterfulgt af Alex Skjoldnæs der spillede stærkt i HIC-forsvaret.

Se flere af Kim Leland gode fotos fra kampen her

HIC skal ud i endnu en topkampe på lørdag d. 24. oktober, når Værløse kl.12.00 gæster Herstedøster. HIC har revanche til gode efter et 3-0 nederlag i Værløse, men med en sejr vil bringe HIC sig op på rækkens 1. plads, så vi håber på støtte fra mange HIC-tilskuere.

Liria - HIC 1-1 (1-0)

1-0 Jeton Aslani (10), 1-1 Zakariah Streif Garrouj (78)

HIC: Andreas Burchall – Malthe Jacobsen, Micas Goldmann, Alex Skjoldnæs Pedersen, Simon Reerslev - Rasmus Floor Andersen, Anders Nørr Nielsen, Mathias Skolnik, Mathias Juul Larsen – Nicolai Beck, Ibrahim Fadi Samrawi. Udskiftere: Zakariah Streif Garrouj, Mathias Rosenkrantz de Lasson og Carl Matthäi Leland                          

Gult kort: Mathias Juul Larsen (87)

Luk