Menu

Skak på græs gav en forløsende sejr

image HIC var hårdt udfodret af et stærkt Vallensbæk-hold, men hårdt arbejde på og udenfor banen sikrede en dejlig 3-1 sejr
Allan Nielsen
15. maj 2021 kl. 22:20

Fodbold er bare et vidunderligt og uforudsigeligt spil. Nogle kampes udfald er glasklare og lette at gennemskue på grund af kvalitetsforskel, et rødt kort, en afgørende profil eller andre udslagsgivende faktorer.

Og så er der alle de taktiske elementer, hvor strategi, spillestil eller et overrumplende skaktræk gør den afgørende forskel. På det parameter var fredagens sjællandsseriekamp mellem HIC og Vallensbæk et pragtfuldt studie i fodboldens finurligheder. Et skakspil på græs med færre end de 32 brikker fra det kvadratiske bræt, men med mindst lige så mange muligheder for variation.

Det endte med en 3-1-sejr til HIC på klubbens 101 års fødselsdag. Hip-hip-hurra for det, og tjek lige en gang, hvad det resultat betyder for stillingen. Selv om det ikke er noget, vi taler højt om, så må man da gerne lige nyde de kolde kendsgerninger som de ser ud frem til lørdag eftermiddag: 6 point foran Hørsholm og 10 point foran Glostrup, inden de to nærmeste forfølgere mødes i en superspændende indbyrdes kamp, hvor uafgjort vil være et drømmeresultat for HIC.

Men tilbage til fredagens nervepirrende kamp, der startede helt og aldeles forrygende. Tilbagevendte Benjamin Nielsen indledte sin første kamp i 2021 med at føre bolden frem i venstre side, spille den frem i fødderne på Jack Castelijns, der med Nicklas Bøgelund som bande spillede sig frem til en af de chancer, rækkens topscorer behandler med knivskarp kynisme: 1-0 til HIC efter 103 sekunder.

Sæsonens første nederlag i lørdages var allerede glemt, men hov: Vallensbæk ville også være med, og det med en 3-5-2-formation, der voldte HIC voldsomme kvaler. På referentens blok er der registreret fem nærgående afslutninger til de gulblusede bare i de første 23 minutter. Bare for at understrege, HVOR store problemer HIC havde med at dæmme op for Vallensbæks tre centrale midtbanespillere og de to meget yderlige wingbacks, der gang på gang flåede HIC’s normalt meget kontrollerede defensiv fra hinanden.

’Hvad gør vi?’, lød spørgsmålet fra banen, hvor problemerne kunne mærkes, til sidelinjen, hvor der blev forsøgt med at flytte en af løberne tilbage på brættet. Uden den ønskede effekt.

I stedet reagerede cheftræner Jan Christensen med en udskiftning efter 35 minutter af Nicklas Bøgelund med Jonas Winther, så Benjamin Nielsen fik en ny rolle på den centrale midtbane.

Det skaktræk satte til en vis grad en prop i hullet, men samtidig skal HIC’erne være glade for den fremragende træningstilstand vinterens hårde arbejde har bragt spillerne i, for der blev fra starten af 2. halvleg løbet mange forgæves meter efter gæsternes glidende pasningsspil.

Og her er det så, vi er tilbage ved de indledningsvist nævnte elementer, der afgør fodboldkampe, for inde i målet havde HIC en grøn mur i skikkelse af Lasse Kyrning Hansen, og længere fremme på banen lavede en anden af de tilbagevendte fra skadesliste, Rasmus Floor Andersen, en afgørende individuel præstation.

Efter i første omgang at have kikset en fremadrettet dribling fik Rasmus hurtigt erobret bolden tilbage og efter et enkelt træk sparkede han fladt bolden i mål til en forløsende 2-0-scoring.

På referentens blok står der et par gange ’Lasse igen’ efter nye redninger, men efter en af dem fik HIC ikke ekspederet bolden ordentligt ud af farezonen, og det efterfølgende indlæg blev omsat til en reducering – selv om Lasse var tæt på at få parereret igen.


Dagens HIC'er Lasse Hansen bidrog stærkt i HIC-målet til at sikre sejren

Det gjorde afslutningen til en nervepirrende forestilling, der først fandt sin afgørelse efter 88 minutter, da Nicklas Bøgelund kort efter at være kommet på banen igen pludselig var fri efter en dramatisk tackling midt på banen, der endte med at blive en aflevering til den rutinerede angriber. 3-1 og tak for endnu et fredagsdrama.

’Vi fik løst opgaven undervejs og vandt, selv om Vallensbæk spillede bedre end os’, erkendte Jan Christensen om indsatsen, der på den anden side kendetegner et ægte tophold. Sådan et hold, der også vinder de kampe, hvor modstandernes skakbrikker ellers syntes at være i overtal, men hvor den lille, undselige bonde alligevel gør en forskel.

 

HIC – Vallensbæk 3-1 (1-0)

1-0 Jack Castelijns (2) 2-0 Rasmus Floor Andersen (63) 2-1 Rasmus Rytkov Otto (77) 3-1 Nicklas Bøgelund (89)

HIC: Lasse Kyrning Hansen – Mathias Juul Larsen, Tobias Abrahamsen, Jakob Christensen, Benjamin Nielsen – Rasmus Floor Andersen (65. Nassor Salim), Mathias F. Nielsen (85. Nicklas Bøgelund), Chris Lindskow, Simon Reeslev - Nicklas Bøgelund (35. Jonas Winther), Jack Castelijns.

Luk