Menu

På et gyldent kvarter bestod HIC testen, som kun de lidt ældre åbenbart kender

image
Allan Nielsen
21. august 2021 kl. 20:37
Efter en kanonstart og en 2-0 føring efter 3 minutter, kunne HIC drage hjem med en 0-4 sejr fra udekampen mod BK Union

En aldeles uvidenskabelig undersøgelse blandt tørstige tilskuere på den solbeskinnede sidelinje viste, at de færreste unge mennesker (læs: under 50 år) ved, hvad en lakmusprøve er.

Udover at være en kemisk test af, om et stof er sur eller basisk, så var det – i hvert fald i det forrige århundrede – en ofte benyttet analogi på, om man tilhører en bestemt kategori.

Sådan en lakmusprøve kunne man godt betragte HIC’s tredje kamp i danmarksserien som. Efter et klart nederlag og en lidt nervøs sejr skulle udekampen mod Union vise, om HIC i danmarksserien er lørdagsslik eller sur mælk.

Det tog de blåblusede et kvarters tid at få brølet det svar ud, så selv hjemmeholdets tilskuere måtte trække på skulderne og acceptere, at HIC er både lakrids, vingummi, chokolade og tyrkisk peber.

Blot 16 sekunder tog det HIC at score kampens første mål, da en bolderobring og et indlæg fra Jack Casteleijns gjorde Nicolai Beck til målscorer.

Da Jack i sidste sæson viste sine fænomenale evner ved at score et vaskeægte saksesparksmål, trøstede Vallensbæklejren sig med, at sådan et mål kunne han i hvert fald ikke score igen.

Man kunne næste unde skeptikerne at have været til stede på Genforeningspladsen, da Jack gjorde det igen: Kastede kroppen rundt efter en halvhøj returbold fra Unions forsvar og udfordrede tyngdeloven ved akrobatisk at helflugte bolden op i det ene målhjørne.

’Så er det helt i orden at være bagud’ og ’sådan en scoring er der vist ikke så meget at stille op overfor’ lød det anerkendende fra slukørede Union-tilskuere, mens en lidt sent ankommende HIC-reporter bevægede sig ned langs den ene langside i retning mod klump af euforisk jublende klump af unge mennesker i blå trøjer.

Højt tempo, intensitet, aggressivitet og hurtig boldomgang gjorde den store forskel i det første kvarter, hvor det også blev 3-0, da et fremragende angreb blev afsluttet med en perfekt tempereret tværbold fra Jack til målscorer Simon Reeslev.


HIC'erne fejrer Simon Reeslevs mål efter flot og gennemspillet opspil

Tju-hej og huttelihut for en start – og så mod et hold, der havde lidt to klare nederlag i de to første kampe siden oprykningen fra københavnsserien.

Unions ellers fint teknisk velfunderede hold var blevet mast i det første kvarter, men fik derefter skabt en langt mere jævnbyrdig kamp ved ganske fornuftigt at spolere HIC’s opspilmønster ved at skærme af for Rasmus Thønnings konstruktive rolle som spillende midterforsvarer.

Det resulterede i alt for mange lange afleveringer fra bagkæden, der kostede HIC det spillemæssige initiativ, hvorefter Union i resten af kampen havde både mest spil og flest afslutninger.

Lasse Kyrning Hansen bidrog med en mirakelredning til HIC’s første ’clean sheet’ som danmarksseriehold og i overtiden blev det endda 4-0, da Rasmus Thønning kronede en fremragende indsats med at score fra 20 meter på et direkte frispark.


Dagens HIC-smålscorere

Med 6 point efter tre kampe er HIC trygt placeret i den bedste halvdel, inden den næste kamp mod en af de 20 klubber, der har status af at være tidligere dansk mester. Der er imidlertid sket uendeligt meget, siden B 1903 i 1976 vandt DM for syvende og sidste gang, inden klubben i 1992 blev den ene halvdel af FC København.

Nu er klubben fra Lyngbyvejen eksempelvis startet sæsonen med tre nederlag, men det har været mod to af de ubesejrede hold i toppen, så det er helt sikkert et sejrssultent hold i sorte- og hvidstribede trøjer, der på grund af fredagens jubilæumsreception og kamp mod Oldboys landsholdet allerede torsdag aften gæster den 101 år gamle landsbyklub i det nordlige Albertslund.

Danmarksserien, pulje 1

Union - HIC 0-4 (0-3)

0-1 Nicolai Beck (16 sek.) 0-2 Jack Casteleijns (2.42) 0-3 Simon Reeslev (16) 0-4 Rasmus Thønning (90+1)

HIC (4-4-2): Lasse Kyrning Hansen – Akwasi Boateng (68. Oscar Gjerlev), Jakob Christensen, Rasmus Thønning (anf.), Carl Matthäi Leland – Simon Reeslev, Chris Lindskow (58. Mathias F. Nielsen), Benjamin Nielsen, Alihan Demir - Jack Castelijns, Nicolai Beck (62. Nicklas Bøøgelund).

Ikke benyttet Andreas Burchall, Tobias Abrahamsen

Luk