Opløftende sæsonstart for HIC

HIC har i sommerpausen skiftet ud på cheftrænerposten, hvor Jan Christensen har gjort comeback. Helt i Jans ånd har holdet de sidste uger trænet hårdt, og har arbejdet med både den defensive struktur og det offensive spil. Med tilgang af flere nye spillere samt spillere klar igen efter skader, er konkurrencen på holdet stor, og trænerteamet skal glædeligt vælge mellem en stærk trup. Samtidig er DBU Sjælland i en overgangsfase til en ny turneringsstruktur, hvorfor den nye sæson allerede afsluttes med udgangen af efteråret. Her er det holdets og HIC’s ambition at spille med om de sjove placeringer, hvilket jo også er helt naturligt efter sidste sæsons 3. plads.
Sæsonens første kamp var den lange udebanetur til Vejby, som trænes af tidligere landsholdsmålmand Jesper Christiansen. Om det er inspireret af hans fortid i skotsk fodbold skal være usagt, men Vejby er kendt for at være et hårdtarbejdende hold, som gerne spiller lange bolde mod en stærk wing eller deres høje angriber. Så trænerteamet havde forberedt HIC’erne på, at der skulle arbejdes hårdt, for at dæmme op for det fysisk stærke hjemmehold.
HIC var også klar fra start på presse hjemmeholdets noget tunge forsvar, og allerede efter 2. min. gav det Nicolai Beck en stor chance, men vores topscorere var endnu ikke helt skarp. Det var Simon Reeslev til gengæld allerede 2. minutter senere, da han erobrede bolden, og alene med målmanden sikkert bragte HIC på 0-1.
Debutanten Lucas A. Didriksen måtte desværre lade sig skifte ud allerede efter 18 minutter, men det gav til gengæld plads til Shahram Anvari, hvis sæsonopstart har været præget af en sen sommerferie. Det var dog svært at se, at Shahram kun har trænet få gange, for han fik i den grad afgørende betydning for kampen, og blev helt fortjent også bag efter kåret som kampens HIC’er. Efter en halv time vist Simon Reeslev og Shahram samspil i topklasse, og Shahram afsluttede lækkerierne med en helflugter og scoringen til 0-2.
Brødrene Lucas og Kevin Algünerhan Didriksen fik debut i dagens orange HIC-trøjer.
HIC havde defensivt spillet en meget stærk og disciplineret 1. halvleg , hvilket Jan C. roste holdet for i pausen, ligesom han dikterede fortsat hurtigt spil med bolden i 2. halvleg.
HIC startede også 2. halvleg stærkt, og kampen blev reelt afgjort efter 10 minutter, da Shahram spillede bande med Nicolai Beck, og hamrede bolden i mål via undersiden af overliggeren. Herefter var det alene et spørgsmål om sejrens størrelse, og det eneste malurt i bægeret for HIC’erne var, at defensiven og en ellers fint spillende Jonas Nielsen i målet desværre tillod Vejby hele 3 scoringer.
Dagens HIC-målscorere Shahram (3 mål), Simon (2 mål og 1 assist) samt Rasmus Floor (1 mål og 1 assist)
Det skabte dog ikke tvivl om HIC-sejren, da Simon Reeslev, Shahram og til sidst Rasmus Floor med en sand perle fuldendte HIC-sejren på 3-6.
Sejren blev fortjent fejret på Vejbys hyggelige stadion med de lokale lækkerier fra pølsegrillen.
HIC skal allerede i aktion igen på torsdag d. 21. august kl. 18.15, når Frederikssund gæster HIC.
Vejby/Tisvilde – HIC 3-6 (0-2)
4. min. 0-1 Simon Reeslev, 30. min. 0-2 Shahram Anvari, 55. min. 0-3 Shahram Anvari, 62. min 1-3, 67. min. 1-4 Simon Reeslev, 83. min. 1-5 Shahram Anvari, 87. min. 2-5, 88. min. 2-6 Rasmus Floor, 90. min. 3-6
Jonas Westh Nielsen - Malthe Jacobsen, Mathias Frederik Nielsen, Oliver Westh Lohse, Andreas Kanstrup - Anders Nørr Nielsen, Benjamin Marco Nielsen, Rasmus Gjetrup Floor Andersen, Lucas Algünerhan Didriksen, Simon Reeslev - Nicolai Beck
Udskiftere Patrick Larsen, Shahram Anvari, Kevin Algünerhan Didriksen