Menu

Opløftende indsats gav desværre kun 1 point efter lang udebanetur til Vejby

image
Webmaster
10. november 2024 kl. 10:17
Et afbudsramt HIC-hold gjorde evt. bange anelser til skamme, da de i store dele af kampen dominerede hjemmeholdet Vejby, men kampe afgøres i felterne, hvorfor kampen til HIC’ernes ærgrelse sluttede 2-2

Trænerteamet måtte tænke kreativt, da HIC-holdet skulle sættes til udekampen mod Vejby, der er kendt som et hårdt kæmpende og fysisk stærkt hold. Afbud gjorde at Magnus Ulrik udgjorde midterforsvaret sammen med Rasmus Thønning, mens midtbanen blev udgjort af en letbenet trio i Anders Nørr Nielsen, Magnus Juul og Simon Reeslev.

Selvom hjemmeholdet hurtigt kom til et pæn chance efter et højt indlæg, satte HIC’erne sig på spillet fra kampens start, og bolden blev – trods efter efterårspræget bane – kørt fint rundt mellem de orangeklædte HIC’ere. Det gav pote allerede efter 5 min. da et indlæg fra Anders Nørr endte hos Nicolai Beck, der tæt foran mål bragte HIC foran 0-1. Desværre holdt føringen kun meget kort, da HIC’erne ikke fik taklet Vejby-spillerne i en hurtig omstilling, som effektivt blev omsat til en hurtig udligning.

Men kampen fortsatte med HIC på bolden, og spillet blev kørt fint rundt, hvor hjemmeholdets modsvar var lange bolde op til en fint angrebsdou. Generelt havde HIC-forsvaet fint styr på denne gameplan, og Jonas Nielsen i målet havde ikke meget at lave i første halvleg. HIC kom derfor fuldt fortjent også foran igen, da et hjørnespark fra Anders Nørr i sidste ende havnede hos topscorer Nicolai Beck, der endnu engang viste sin effektivitet og scorede til 1-2. Den føring burde have været udbygget, da HIC fortsat var fint spillende og klart dominerende, men overtaget blev desværre ikke omsat til de helt store målchancer. Og da i slutningen af første halvleg igen ikke fik stoppet et hurtigt Vejby-angreb, kunne hjemmeholdet ganske ufortjent udligne til pausestillingen 2-2.

Nicolai Bech er evig farlig i HIC-angrebet, og med 2 mål nåede han op på flotte 13 mål i efterårssæsonen.

Anden halvleg blev noget mere afvekslende, da hjemmeholdet med en stærk fysisk indsats fik presset HIC. HIC gav debut til U19 spilleren Marwan Johannsen, som i glimt fik vist han store offensive evner. HIC fik spillet sig til ganske mange chancer i anden halvleg, men desværre manglende den sidste effektivitet foran mål. Da hjemmeholdet så fik spillet sig til en stor dobbeltchance, diskede Jonas Nielsen op med en flot og særdeles vigtig dobbeltredning.

Marwan Johannsen fik debut, mens Jonas Nielsen bidrog med afgørende redninger.

Kampens slutning blev noget hektisk, da Rasmus Thønning kiksede en dribling, og som bagerste mand måtte vælte Vejby-angriberen, hvilket gav et rødt kort og de sidste 9 min. med HIC i undertal. Men trods en chance til Vejby inden det alternative HIC-forsvar faldt på plads, fik HIC tilspillet sig i et par fine chancer i kampens slutning – men desværre uden scoring.

Det var derfor en flok skuffede HIC’ere der måtte tage til takke med 2-2 og 1 point efter den lange udebanetur til Vejby. Men spillemæssigt leverede HIC’erne en opløftende og fin præstation, hvor det ikke mindst var glædeligt, at HIC på stærk vis tog den fysiske kamp op, hvilket ellers har været udfordrende i andre kampe i efterårssæsonen. Kampens HIC’er blev meget fortjent Anders Nørr, der leverede en fin indsats på midtbanen.

Anders Nørr tog kampen op mod de fysisk stærke Vejby-spillere, og bidrag på flot vis til HIC’s fine spil.

At HIC går på vinterpause på en 5. plads med 23 point, kunne have været en smule bedre, men omvendt er holdet kommet fint tilbage, efter et par ganske udfordrende sæsoner. Holdet kan nu se frem til en velfortjent pause, inden der forhåbentlig venter en god vintersæson, så holdet er klar til en spændende forårssæson.

 

Vejby/Tisvilde – HIC 2-2 (2-2)

0-1 Nicolai Beck (5) 1-1 Mathias Andersen (7) 1-2 Nicolai Beck (22) 2-2 Mathias Andersen (39)

HIC: Jonas Westh Nielsen – Patrick Toft Larsen, Magnus Ulrik, Rasmus Thønning, Andreas Kanstrup – Jonas Vogeley, Anders Nørr Nielsen, Mathias Juul Larsen, Simon Reeslev, Oscar Gjerlev - Nicolai Beck

Indskiftere: Casper Kjær Dose, Marwan Johannsen og Benjamin Marco Nielsen

Luk