Menu

Kampens klart bedste forsvar sendte Værløse til tops på HIC’s bekostning

image
Allan Nielsen
05. september 2026 kl. 17:35
Efter en god første halvleg krakelerede spillet for HIC efter pausen, og så vandt Værløse både kampen med 3-0 og førstepladsen i den meget jævnbyrdige serie 1

En af fodboldens tyndslidte klicheer lyder, at offensiven vinder fodboldkampe og at defensiven vinder trofæer.

Nu kommer Værløse næppe til at vinde trofæer lige de første mange år, men til gengæld vandt klubbens serie 1-hold 3-0 over HIC – takket være en markant bedre defensiv, der sender Værløse op på rækkens førsteplads.

Efter 35 minutters jævnbyrdig klassisk kunststofkamp, hvor struktur, disciplin og indsats var langt bedre end i tirsdagens 4-0-nederlag, blev HIC efter en advarsel en mand i undertal resten af halvlegen presset langt tilbage på banen. Alligevel gav et godt kontraangreb halvlegens største HIC-chance.

Fuldtallige igen efter pausen lykkedes det bare aldrig HIC at holde fast i bolden i samme grad.

Efter en 1-0-scoring til hjemmeholdet på et kontraangreb, hvor HIC-markeringerne svigtede, begyndte selvtilliden og troen på det offensive koncept for alvor at krakelere, og spillet blev for tøvende med alt, alt for mange afleveringer sidelæns og tilbage i banen.

Værløse havde i sin anfører i midterforsvaret banens bedste spiller, som HIC aldrig fandt vejen hverken forbi, over eller uden om. I den anden ende kollapsede HIC’s defensiv med nogle individuelle fejl, der prompte blev straffet med målene til 2-0 og 3-0 og flere andre store målchancer.

Efter 0-7 i ugens to kampe venter der HIC en meget definerende udekamp på fredag i Bagsværd, hvor AB med 5 point tager imod HIC med 6 point: Med en sejr vil HIC være maksimum 2 point fra førstepladsen, et nederlag vil sende nedrykningsstregen helt op i rumpetten på de blåklædte bukser.

 

Værløse – HIC 3-0 (0-0)

1-0  og 2-0 Oscar Rosted Falborg (64 og 75) 3-0 Benjamin Benchimoi (79)

 

HIC: Andreas Burchall – Malthe Jacobsen, Alex Skjoldnæs Pedersen, Micas Goldmann Krentz, Simon Reerslev – Mathias Juul, Zakariah Streif Garrouj, Anders Nørr Nielsen, Mathias Skolnik – Nicolai Beck, Mathias Rosenkrantz de Lasson. Indskiftet: Jonas Nørrestrand, Rasmus Bjørnskou og Oliver Bæk Møller

Gule kort: Zakariah Streif Garrou (35) og Rasmus Bjørnskou (86)

Luk