Menu

HIC reddet i overtiden – lige som sidste gang mod Friheden

image
Allan Nielsen
01. juni 2022 kl. 07:33
I et klassisk pokaldrama vandt HIC over Friheden, men der skulle en udligning i sidste sekund og en straffesparkskonkurrence til, før serie 2-holdet var nedkæmpet

Hvis de i Boldklubben Friheden er dødtrætte af Herstedøster, er det med god grund. I 2019 blev  champagneflaskerne ved stillingen 2-1 båret frem langs sidelinjen for at sætte skum på den forventede oprykning til serie 2, men HIC’s 2.-hold fik på et straffespark i overtiden udlignet til 2-2 og flåede dermed oprykningen ud af hænderne på Friheden.

Her tre år senere var det igen en HIC-scoring i overtiden, der kostede Friheden en triumf, da pokalkampen endte 1-1, og HIC vandt den efterfølgende straffesparks-konkurrence med mindst mulige marginal.

Det startede ellers både skidt og bekymrende, da Friheden udnyttede dårligt forsvarsspil og kom foran efter 8 minutter på et hovedstødsmål af Magnus Gade Jensen.

Med 82 minutter tilbage var der tid til at rette den beskæmmende bule ud, men det gik fra skidt til værre midt i 1. halvleg, da endnu en grum fejl i opspillet gav Friheden en friløber, som Yaqoob Butt bremsede med et frispark og et efterfølgende direkte rødt kort - Yaqoobs tredje udvisning i dette forår.

Rasmus Floor og Nicolai Beck havde fået en fridag, så spillerne fra andet geled fik en mulighed for at vise sig frem, og Benjamin Nielsens rolle som reserve varede kun 25 minutter, inden han måtte på banen for at højne intensiteten og det haltende niveau, der på ingen måde afspejlede de tre rækkers forskel på de to hold.

Friheden forsvarede sig med stort engagement og fik skabt flere muligheder for at øge føringen, mens HIC manglede skarphed og præcision på den sidste tredjedel. Tiden var nærmest gået, da Oliver Benn Larsen efter et fint gennembrud på højrekanten formåede at holde et indlæg inden for kridtstregerne og ydermere ramme Chris Lindskow, der med det alleryderste af hårgrænsen fik dirigeret bolden snert i mål via overliggerens underkant til en forløsende udligning.


Chris Lindskow valgte det helt rette tidspunkt til at score et af sine sjældne mål

Den blev afløst af en straffesparkskonkurrence, hvor Jakob Christensen, Benjamin Nielsen, Chris Lindskow, Fitim Farizi og Malthe Jacobsen scorede, inden Frihedens femte og sidste skytte sendte bolden forbi mål og dermed HIC et skridt videre mod europæisk deltagelse – som pokalturneringen jo altid med en vis selvironi bliver betegnet som.

Der mangler en runde under DBU Sjælland, inden HIC er videre til 1. runde under DBU, hvilket kun er lykkedes fem gange tidligere i klubbens historie.

Inden da venter dog endnu et par skæbnekampe i danmarksserien. Den næste er ude mod Avarta på fredag kl. 18.30.

DBU Pokalen, 3. runde
Friheden – HIC 1-1, straffespark 4-5

1-0 Magnus Gade Jensen (8) 1-1 Chris Lindskow (90). Udvist: Yaqoob Butt, HIC (21)

HIC: Lasse Kyrning Hansen – Mathias Juul Larsen, Jacob Christensen, Yaqoob Butt, Alihan Demir – Oliver Benn Larsen, Chris Lindskow, Rasmus Thønning, Fitim Farizi, Andreas Heramb – Oscar Gjerløv

Indskiftet: Benjamin Nielsen, Malthe Jacobsen, Carl Matthäi Leland

Luk