Menu

HIC klar til 1. runde i DBU Sydbankpokalen efter drama og sejr mod LSF

image
Webmaster
08. juni 2021 kl. 23:30
HIC’erne kunne i aftenens pokalkamp prøve kræfter med niveauet i Danmarksserien, da LSF gæstede Herstedøster i hvad der endte som et ægte pokaldrama på en skøn sommeraften. Helt symptomatisk for HIC’s sæson trak de blå sig sejrrigt ud af opgøret, da Lasse Hansen afgjorde straffesparkskonkurrencen til HIC’s fordel.

HIC’s bedste herreseniorhold har siden september 2019 ikke tabt en kamp på hjemmebane, og helt generelt har holdet fået opbygget en tro og vindermentalitet, som vel aldrig er set i HIC’s 101 årige historie. Men med udsigt til hård modstand i næste sæson i Danmarksserien, var det super med en pokalkamp mod LSF, som til daglig kæmper med om oprykning fra netop Danmarksserien.

HIC’erne, som i dagens kamp glædeligt havde Rasmus Thønning tilbage på banen efter han alvorliglige skade, startede kampen med udgangspunkt i en stærk defensiv, og lod det teknisk stærke LSF-hold være de klart mest boldførende. Til gengæld havde trænerteamet med Jan C. i spidsen lagt en plan om hurtige omstillinger, hvilket blev udført til topkarakter efter 11. minutters spil, hvor Simon Smaakjær blev sendt afsted i venstresiden, og med et skarpt indlæg fandt Jack Castelijns, der vanen tro viste sin skarphed foran mål, og bragede bolden i kassen til en 1-0 føring.

LSF var fortsat dominerende med bolden, uden de dog for alvor blev farlige, før de midt i halvlegen ud af det blå fik et straffespark, i en situation, hvor LSF-spilleren driblede ud af feltet. Lasse Hansen i HIC-målet havde dog luret LSF’s straffesparksskytte, og fik med en flot redning holdt fast i føringen. Få minutter efter viste Jack og Rasmus Floor klogskab og flot samspil på en hurtig omstilling, hvilket endte med et straffespark mod Jack Castelijns, som selv sikker bragte HIC foran 2-0, som også var pausestillingen.

Fra anden halvlegs start lagde LSF et endnu hårdere tryk på HIC’erne, som samtidig havde svært ved at ramme hinanden, og derfor blev trykket langt tilbage. Derfor var det ikke ufortjent, at LSF hurtigt kunne reducere, med et bragende flot langskud helt oppe i målhjørnet. Og allerede inden der var spillet et kvarter af anden halvleg, havde LSF også fået udlignet, efter en stribe aktioner, hvor HIC’erne desværre gjorde det svært for sig selv.

Dermed var kampen igen helt lige, hvilket typisk for HIC-holdet i år var anledning til at steppe op. På midtbanen var der spilletid til første års U19-spilleren Andreas Heramb, som vanen tro gik uimponeret til værks, og viste både flot boldomgang og fint blik for spillet. Det lignede derfor et uafgjort resultat, indtil LSF i det næstsidste minut af den ordinære spilletid viste flot og hurtigt omstillingsspil, som blev afsluttet med et fladt skud udenfor Lasse Hansens rækkevidde til en 2-3 føring. Men HIC’erne har som nævnt lært sig ikke at tabe, og i kampen 4. tillægsminut fandt Rasmus Floor de sidste kræfter, og fik afdriblet sin modstander og med et flot indlæg fundet Jack Castelijns, der ikke svigtede foran mål, og til stor jubel fik udlignet til 3-3.

Herefter skulle kampen afgøres i straffesparkskonkurrence, hvor målmanden jo spiller en afgørende rolle. Denne tog Lasse Hansen på sine skuldre, og med 3 redninger på LSF’s 5 skud, sikrede han HIC sejren, allerede inden Jack Castelijns fik muligheden for at score sit 4. mål på HIC’s sidste spark.

Kim Leland var igen på pletten med gode fotos fra kampen, som kan ses her.

En fantastisk flot sejr og indsats af HIC’erne, som dermed sikrede en plads i 1. runde af DBU Sydbankpokalen, hvor divisionsholdene træder ind i turneringen i runden, som spilles i første uge af august. Dette bliver en perfekt optakt til kampene i Danmarksserien, som HIC tager hul på d. 7-8. august.

Inden da venter der HIC sidste kamp i Sjællandsserien på udebane mod Hørsholm på lørdag d. 12.6 kl. 13.00. Afhængig af resultatet af denne kamp, skal HIC forhåbentlig på hjemmebane spille SM-finale for Sjællandsserien lørdag d. 19.6. herefter slutter HIC forårssæsonen af med et brag af en jubilæumskamp, når Brøndbys danske mestre gæster HIC torsdag d. 1. juli. Det bliver spændende at følge, hvor langt HIC’ernes sejrsvilje fører i disse hårde kampe.

Luk