HIC holder fast i kampen om topplaceringerne

HIC havde revanche til gode, da Frederiksværk i den omvendte kamp trods en stærk HIC-start vandt 3-2, hvor HIC i flere situation gjorde det svært for sig selv. Den gode start gentog HIC til fulde i dagens kamp, da HIC allerede i kampens 2. minut spillede fint frem mod Frederiksværkmålet, hvilket en forsvarsspiller forsøgte at løse ved at løbe igennem en HIC’er. Det gav et straffespark, som Nicolai Beck sikkert omsatte til en tidlig HIC-føring.
Frederiksværk havde som ventet fokus på hurtige omstillinger, men havde også i Nicolai Jægergaard en evigt udfordrende spiller. HIC havde omvendt fokus på pasningsspillet, hvor HIC i lange perioder kørte bold fint og tålmodigt rundt på det fine græstæppe. Trods overvægten i spillet, fik udeholdet udlignet, da det hjørnespark skuede over Jonas Westh og direkte ind i HIC-målet. Det slog dog ikke HIC’erne ud, og på et fint angreb via Jonas Vogeley i på kanten, blev bolden spillet skarpt ind i feltet, hvor Nicolai Beck viste sin målnæse, og straks bragte HIC foran på ny.
Jonas Vogeley kom efter en halv times spil for sent i en takling, hvorfor HIC måtte spille med en mand i undertal. Det udnyttede Frederiksværk til at sætte HIC under pres, og HIC måtte indkassere endnu et mål, da Jonas Westh fik parreret et frispark ud til en Frederiksværkspiller, der kunne score til pausestillingen 2-2. En stilling HIC bestemt ikke kunne være tilfredse med – men omvendt selv var forskyldt i.
HIC indskiftede i pausen både Jonas Nørrestrand og Sharam Anvari, og startede anden halvleg med et hårdt pres. Det gav igen hurtigt bonus, da Sharam havde sidste fod på bolden efter klumpspil foran Frederiksværkmålet.
Dagens HIC-målscorere Nicolai Beck og Sharam Anvari
HIC var fortsat spilstyrende igennem 2. halvleg, og havde flere store chancer til at udbýgge føringen. Frederiksværk fik dog ud af det blå spillets største chance for endnu en udligning, da Micas Goldman for en sjælden gangs skyld tabte en nærkamp efter et indlæg, der resulterede i et straffespark, ligesom dommeren – modsat det ganske lignende straffespark til HIC – gav Micas et gult kort. Jonas Westh havde dog læst straffesparket, og med en fin redning forhindret endnu en udligning. HIC’erne kæmpede hårdt en mand i undertal, mens kampens dommer skabte frustration med en noget svingende linje i sine kendelser. Frustrationerne var en advarsel til en ellers stærkt spillede Mathias Nielsen, hvorfor HIC måtte spille med 2 mand i undertal.
Denne udfordring klarede HIC’erne også, og til slut spillde HIC sig frem til kæmpe chancer for en 4. scoring, men da disse ikke blev udnyttet, sluttede kampen med en fortjent 3-2 sejr til HIC.
Udover HIC’erne på banen leverede U9 drengene en flot indsats både som bolddrenge og i pølsespisning.
De sidste kampes gode spil og resultater har bragt HIC op på rækkens 3. plads, og hvorfor HIC stadig har masser at spille for i sæsonens sidste 6 kampe. Næste kamp er på lørdag d. 10.5 kl. 13.00 på udebane mod Liria, inden der venter et altid spændende lokalopgør mod AIF fredag 16.5 kl. 18.30 i HIC.
HIC – Frederiksværk 3-2 (2-2)
1-0 Nicolai Beck (2 min.) 1-1 Daniel Hessner Jacobsen (22 min.) 2-1 Nicolai Beck (23 min.) 2-2 Filip Bertelsen (40 min.) 3-2 (46. min.) Sharam Anvari
HIC: Jonas Westh Nielsen – Micas Goldman Klentz, Carl Leland, Mathias F. Nielsen, Benjamin Marco Nielsen - Jonas Vogeley, Magnus Ulrik Kristensen, Anders Nørr Nielsen, Oscar Gjerlev, Simon Reeslev - Nicolai Beck
Indskiftet: Andreas Kanstrup, Sharam Anvari og Jonas Nørrestrand