Menu

HIC hentede de første 3 point i Danmarksserien efter en dejlige 3-2 sejr mod Solrød FC

image
Webmaster
14. august 2021 kl. 08:36
HIC fik fredag aften lagt nye højder til klubbens historie, da 1. herresenior hentede de første point i Danmarksserien, men samtidig ikke mindst fik bevist, at holdets talent og kvaliteter bestemt også kan klare sig i Danmarksserien

Efter en udfordret start på sæsonen var det håbet, at der både skulle tankes selvtillid og point til kontoen, da Solrød FC gæstede HIC til sæsonens første fredags hjemmekamp i Danmarksserien. Og hvis nogle havde frygtet, at HIC ikke kan begå sig i Danmarksserien, fik HIC’erne i den grad bevist det modsatte, da Solrød FC blev nedspillet i 1. halvleg. Det ene flotte HIC-angreb efter det andet rullede ned mod Solrød-målet, og HIC’erne var både aggressive i presspillet og hurtige med bolden, ligesom hele holdet på bedste vis arbejdede for hinanden.

Den gode start gav udbytte allerede i det 5. minut, hvor Rasmus Thønning var først på riposten efter en redning af Nicolai Becks afslutning, og Rasmus kunne til stor forløsning bringe HIC foran 1-0. HIC stoppede dog ikke op efter føringen, og angrebene rullede ned mod Solrød-målet, med flere store chancer til HIC’erne. Det gav et hjørnespark i det 9. minut, som Simon Reeslev sendte direkte ind i panden på en umarkeret Nicolai Beck, som dermed fik åbnet målkontoen efter hans langvarige skade. I det 17. minut fik HIC sammensat et mønsterangreb, som endte med at Rasmus Floor blev spillet igennem på fløjen, hvorefter hans perfekte indlæg sikkert blev omsat af Nicolai Beck til 3-0.

Selvom Solrød fik kæmpet sig lidt tilbage i kampen i resten af 1. halvleg, havde HIC fortsat mange gode angreb og halv- og helstore chancer, så HIC kunne med en smule mere held og dygtighed snildt have gået til pausen med en noget større føring end 3-0.

Alt tydede derfor på, at 2. halvleg skulle blive uden den store spænding – men sådan kom det bestemt ikke til at gå. Solrød havde fået troen tilbage i pausen, og lagde fra start med at presse HIC’erne over hele banen. Inden de blå for alvor var kommet i gang med halvlegen, havde et par mindre heldige aktioner givet Solrød to chancer i det 52. og 53. minut, som udeholdet begge fik omsat til reduceringer – og så var spændingen nærmest ud af det blå tilbage i kampen. HIC’erne kunne ikke få spillet til at flyde, og de hurtige boldtab skabte et konstant pres på HIC-defensiven. Men heldigvis steppede ikke mindst Rasmus Thønning og Benjamin Nielsen op, så selvom Solrød nu var dominerende med bolden, holdet HIC’erne udeholdet væk fra større chancer.

Men spændingen blev desværre endnu større, da en ellers velspillende Rasmus Floor i løbet af 5 minutter rendte ind i to gule kort, hvorfor HIC det sidste kvarter måtte spille en mand i undertal. Det blev derfor en langstrakt afslutning på kampen, hvor trænerteamet og de godt 250 tilskuere holdt vejret, mens de 10 HIC’ere på banen kæmpede med de sidste kræfter. Glædeligt var Lasse Hansen i HIC-målet spillet varm, og han fik ved flere lejligheder forhindret en udligning, som næsten også havde været ubærlig. Forløsningen og glæden var derfor stor, da dommeren fløjtede kampen af, og HIC’erne kunne glæde sig over en dejlig sejr og dermed de første 3 point på kontoen i Danmarksserien.


Rasmus Thønning og Nicolai Beck stod for dagens HIC-mål

I næste weekend gæster HIC Union på udebane på Genforeningspladsen lørdag d. 20.8 kl. 12.00. Vi håber mange HIC’ere vil tage turen og støtte holdet i kampen for forhåbentlig flere vigtige point.

Luk