Menu

Hatten af for kollektivets imponerende indsats i sidste øjeblik

image
Allan Nielsen
14. maj 2022 kl. 08:08
Efter syv nederlag i træk fik HIC endelig, endelig, endelig lejlighed til at brøle ’hvem var det, der vandt i dag’ efter en fuldt fortjent 1-0-sejr i den ekstremt vigtige nedrykningskamp mod B 1903.

I gamle dage havde ALLE mandlige tilskuere bløde hatte på, når de gik til fodboldkamp. Fredag aften var andre hovedbeklædninger end nutidens mere eller mindre klædelige caps et særsyn omkring banen i Herstedøster – indtil Varny Jensen dukkede op iført en noget mere kæk kasket.

Den kunne jeg efter det befriende slutfløjt godt misunde ham, for førsteholdets tidligere holdleder havde nemlig muligheden for at gøre nøjagtig det, der var kæmpemæssig god grund til: At lette på hatten af respekt for den kæmpemæssige kollektive indsats de løbevillige i blåt tøj havde leveret gennem 95 minutter på en småkølig forårsaften.

Efter de to seneste nederlag til Solrød og Union må der være der spist forvandlingskugler i løbet af ugens tre træningspas. Ikke nok med at arbejdsindsatsen, tempoet, intensiteten og ikke mindst sejrsviljen pludselig var tilbage, så blev der især i de første 20 minutter leveret noget at det fremadrettede og chanceskabende fodboldspil, som har været bekymrende langt væk i de seneste uger.

Bevares, chancerne blev især i den hektiske slutfase misbrugt i et antal, at Varnys kasket kunne være blevet skruet godt fast ned over de mange bekymrende panderynker i takt med de frustrerende lige-ved-og-næsten-afslutninger, der bragte tankerne tilbage på Greves sejrsmål efter 98 minutter for ikke så længe siden.

Men Rasmus Thønnings scoring til 1-0 efter 7 minutter som afslutning på et mønsterangreb med 1-2-spil, et dybdeløb af Rasmus Floor og en perfekt aflevering skråt bagud viste sig at blive sejrsmålet. Netop de to gange Rasmus gik forrest i fredagens imponerende arbejdsindsats. Anfører Thønning var her, der og alle vegne på banen, og Floor var den største offensive trussel med sine udfordrende ryk og driblinger, der i denne sæson virkelig er vokset markant i kvalitet.


Anfører Rasmus Thønning gik forrest, og viste at lidt jord på knæene går hånd i hånd med rollen som målscorer og glæden over 3 dejlige point

Den fuldt fortjente 1-0-sejr udløste halvanden times tid senere både et larmende jubelbrøl og et lettelsens suk med en stormstyrke, der truede med at blæse taget af det nye klubhus, for betydningen af endelig at have brudt den onde cirkel kan ikke undervurderes. Udover de 3 point og den genvundne placering over både B 1903 og især den truende nedrykningsstreg er sejren et kæmpe moralsk boost i sidste øjeblik.

B 1903 står nu over for fire hjemmekampe mod blandt andre Solrød, Union og Brønshøj. HIC skal tirsdag en tur til Allerød for at afvikle et hængeparti fra årets første spillerunde, og så venter endnu en udekamp mod Brønshøj, der godt nok ikke har vundet i 2022, men trods alt har fået et enkelt point i fem af de otte kampe.

Uden for banen holder vi på hat og briller og løse tænder, som endnu et af fortidens udtryk lyder. For trods fredagens sejr er der stadig om ikke et bjerg så en bakke på størrelse med Herstedhøje, der skal forceres, hvis HIC skal undgå den første nedrykning siden degraderingen til serie 3 i 2013, men fredag satte HIC bogstavelig talt endelig i løb i den rigtige retning.

Kim Lelands flotte fotos fra kampen kan ses her

Danmarksserien, pulje 1
HIC – B 1903 1-0 (1-0)

1-0 Rasmus Thønning Jensen (7)

HIC: Lasse Kyrning Hansen – Carl Matthäi Leland, Jacob Christensen, Yaaqob Butt, Alihan Demir – Malthe Jacobsen (54. Oliver Benn Larsen), Chris Lindskow, Fitim Farizi (72. Benjamin Nielsen), Rasmus Thønning Jensen (anf.), Rasmus Floor Andersen - Nicolai Beck
Ikke benyttet: Andreas Burchall, Tobias Abrahamsen, Nassor Salim

Luk