Menu

En sejr vundet med ryggen mod marken og de fire døde måger

image
Allan Nielsen
11. september 2021 kl. 07:34
To uger efter et af de nederlag, der gjorde lidt mere ondt end andre nederlag, blev det i årets sidste fredagskamp til en af de sejre, der føltes mere liflig end andre sejre.

Det blev 2-1 over Allerød i en kamp, hvor HIC endte med ryggen mod marken og de døde fugle, der angiveligt har ligget inde hos hestene.

Der røg fire måger og en and, udbrød i hvert fald en af de meget rutinerede tilskuere, da Allerød fyrede løs og ramte MEGET højt over målet i den alt for lange anden halvleg.

Den første var ellers HIC’s bedste i denne sæson. Defensiven lukkede af, midtbanen spillede fodbold og offensiven var knivspark to gange med fem minutters mellemrum. Først scorede Jack Castelijns efter Nicolai Beck havde været tæt på med et skud på underkanten af overliggeren, og kort efter var det på et perfekt kontraangreb Jack, der sendte bolden i dybden til Nicolai Beck, og som kæresten Stine har erfaret, skyder HIC’s politibetjent ikke med løst krudt, men også fodbolde i kassen. Og så stod det 2-0.

Lige som Brønshøj formåede det i lørdagens 2-2-kamp fik Allerød skruet om for presset og tempoet efter pausen, og da HIC samtidig blev tvunget til at udskifte tre skadede spillere på centrale pladser, blev det en noget ensrettet 2. halvleg.

Lasse Kyrning Hansen fik som den kok han er disket op med en dobbelt-anretning, men blev passeret, da Morten Olsen sprang højest og headede reducering i mål med 8 minutter plus alt det løse tilbage.

Jan Christensen har heldigvis tilpas kraftige hårrødder, der ikke gav slip, selv om cheftræneren rev sig fortvivlet i håret flere gange i den alt for spændende og hektiske afslutning, hvor bevidstheden om, at Allerød i de to seneste kampe havde scoret i overtiden gav udeholdet troen på, at det kunne lade sig gøre igen.

Det lykkedes ikke, for fredag aftener i HIC er noget helt særligt – også selv om der røg fire måger og en and med i købet.


HIC's angribere kan glædeligt også finde vejen til målet i Danmarksserien, hvor både Jack Castelijns og Nicolai Beck kom på måltavlen mod Allerød.

Danmarksserien, pulje 1

HIC – Allerød 2-1 (2-0)

1-0 Jack Casteleijns (15) 2-0 Nicolai Beck (20) 2-1 Morten Olsen (82)

HIC (4-4-2): Lasse Kyrning Hansen – Carl Matthäi Leland, Jakob Christensen, Tobias Abrahamsen, Simon Reeslev – Rasmus Floor Andersen, Rasmus Thønning (anf.), Chris Lindskow (67,. Alihan Demir), Benjamin Nielsen (76. Andreas Heramb) – Nicolai Beck (70. Nicklas Bøgelund, Jack Casteleijns

Advarsler: Chris Lindskow, Carl Matthäi og Rasmus Thønning

Ikke benyttet Andreas Burchall, Akwasi Boateng og Oliver Benn Larsen

Luk