Menu

En rigtig ’Jan C-sejr’ sikrede nærmest hele sæsonen

image
Allan Nielsen
08. april 2026 kl. 08:59
I den første af denne uges to topkampe vandt HIC 2-1 i Virum, der havde maksimumpoint. Det samme har modstanderen i den næste topkamp på fredag

Måske er det lidt overdrevet, men den slags fremmer som bekendt forståelsen.

I en ny struktur afvikles serie 1 med halvårsturneringer med 14 kampe og kun én oprykker. I det værst tænkelige scenarie kunne sæsonen derfor have været overstået på fredag efter 4 kampe, hvis HIC havde tabt til rækkens to ubesejrede tophold, Virum og Hørsholm.

Sådan er det heldigvis ikke gået, for med en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr på kunstgræs i Virum er der tværtimod lagt op til endnu en topkamp på fredag i de herligt velkendte omgivelser hjemme i landsbyen, når Hørsholm-Usserød med deres 12 point efter fire kampe kommer på besøg.

En rigtig ’Jan C-sejr’, som nævnt i overskriften, er det prædikat, der kan sættes på indsatsen i Virum. Bevares, det var naturligvis de 14 hårdt knoklende spillere, der leverede varen, men cheftræner Jan Christensens koncept skinnede om kap med den nedgående forårssol: En stram og velgennemført struktur, knaldhårdt arbejde langt ind i den lidt for spændende overtid, hvor de mange tilbagelagte kilometer på fortove og skovstier kom til deres ret, og så et sammentømret hold, hvor alle hjalp hinanden.

Samme opstilling to kampe i træk er en sjældenhed i seriefodbold, men der var genvalg til vinderne fra 1-0-sejren over Brøndby.

En skræmmende modstander

Kampens start var set udefra bekymrende. Hjemmeholdet virkede tændt og det kunne fornemmes, at her kom et hold fyldt af selvtillid efter tre indledende sejre, og det blev ydere mere 1-0 tidligt i kampen.

Men kæmpe respekt for den indstilling og indsats, hvormed de blåklædte tacklede den indledningsvise modgang. Og da Zakariah Streif Garrouj med et langskud havde udlignet og Nicolai Beck efterfølgende havde ramt stolpen med et andet langskud, var kampens momentum skiftet.

Virum var dog toneangivende efter pausen, men Mathias Skolnik slog til med endnu et langskud, da bolden efter et indlæg havnede på kanten af straffesparksfeltet.


Dagens målscorere Skolnik og Zaki var - vanen tro - i højt humør

Derefter var det i perioder med ryggen mod eget mål at HIC forsvarede sig, og et par store redninger af Jonas Westh Nielsen og et dømt straffespark, der blev forvandlet til en offsidekendelse takket være linjedommerens løftede flag, bidrog til, at HIC kunne lade sejrssangen gjalde efter det forløsende slutfløjt.

Og dermed er der alt mulig grund til, at vi ses på fredag!

Virum-S. – HIC 1-2 (1-1)

1-0  Oliver Ørtoft Frederiksen (6) 1-1 Zakariah Streif Garrouj (15) 1-2 Mathias Skolnik (61)

Gult kort: Simon Reeslev, HIC (78). Rødt kort: Oliver Fehintola, Virum (86)

HIC: Jonas Westh Nielsen – Malthe Jacobsen, Alex Skjoldnæs, Oliver Lohse, Simon Reeslev -  Rasmus Floor Andersen, Anders Nørr Nielsen, Zakariah Streif Garrouj, Mathias Skolnik – Mikas Goldmann Klentz og Nicolai Beck. Indskiftet: Shahram Anvari, Carl Matthäi Lund og Casper Karlsson.

Luk