Menu

Årets sidste hjemmekamp gav oprejsning med en forskel på syv mål

image
Allan Nielsen
07. november 2026 kl. 19:53
Der er lagt op tul en gyserafslutning i serie 1, hvor der på sidste spilledag er en direkte finale om oprykningen og HIC kan være med til at afgøre nedrykningen

I sidste weekends referat blev det antydet, at årets sidste hjemmekamp egentlig var ’ligegyldig’, da sæsonen reelt var færdig for HIC.

Det er som så ofte før naturligvis noget rablende sludder, for sæsonens to sidste modstandere, AB og Måløv, kæmper for ikke at rykke ud af serie 1, så der er i dén grad noget på spil.

Det var også nemt at fornemme denne lørdag eftermiddag, hvor frustrationerne på modstandernes sidelinje var glødende – og med en vis berettigelse, da HIC i nogle afgørende momenter havde held i fløjten. Den slags plejer dog at udligne sig i løbet af en lang sæson.

Under alle omstændigheder fik HIC oprejsning med en 5-2-sejr, hvilket var syv mål bedre end sidste weekends nederlag på 5-1.

Heldigvis er Dansk Spil ikke afgørende

AB kom foran, men HIC gik efter en usammenhængende indsats til pausen med en føring på 2-1.

Mathias Rosenkrantz de Lasson headede et frisparksindlæg fra Ibrahim Fadi Samrawi i nettet til udligningen, og ’Ibo’ afsluttede selv efter et kort hjørnespark, hvor han efter et par gode driblinger og en afslutning fik bolden retur og i anden omgang sparkede den … i nettet? Her er der dog to forbehold. Havde Dansk Spil skulle afgøre sekvensen, ville det nok være blevet registreret som et selvmål, da bolden lige ramte en AB’er på vejen, ændrede retning, ramte stolpen og passerede målstregen – uden nogen sinde at røre nettet. Men i serie 1 er der ingen grund til at hænge sig i den slags bagateller.


Ibrahim "Ibo" Fadi Samrawi spillede endnu en stærkt kamp, og blev fortjent kåret som dagens HIC'er

I anden halvleg blev AB ramt af et direkte rødt kort, da dommeren vurderede, at Anders Nørr Nielsen blev frarøvet en oplagt scoringschance. Set fra sidelinjen – og endda med blåtonede briller – var det en forkert dom af en ellers kompetent dommer, der imidlertid fik en måske afgørende indflydelse i flere situationer.

HIC udnyttede overtallet til at score yderligere tre gange. Rasmus Floor afsluttede et godt angreb efter endnu en veltimet aflevering fra ’Ibo’, den indskiftede debutant, Malte Rosenkrantz Benzon, scorede med hvad der var tæt på første boldberøring og efter en reducering fik Nicolai Beck i overtiden afsluttet målscoringen efter endnu et kontraangreb.


Malte Rosenkrantz Benzon kronede debutkampen med et mål efter blot få minutter på banen.


Dagens 5 HIC-målscorere

Afgørelser i begge ender på sidste spilledag

Dermed er der lagt op til et højspændt drama på sidste spilledag.

Topholdet Værløse fik kun uafgjort ude mod Hareskov, og da Liria en time senere vandt 3-1 over Måløv, afgøres oprykningen med en afgørende kamp mellem Værløse og Liria. En udesejr vil sende Liria forbi Værløse og op i sjællandsserien.

I bunden skal nummer 8 og 10 mødes, men bundholdet AB kan kun undgå nedrykning med en sejr fredag aften over B 1973, hvis HIC dagen efter tager point fra Måløv.

Der kan således være masser på spil i årets sidste kamp.

https://www.dbu.dk/resultater/hold/17238_502546/stilling

Se flere af Kim Lelands flotte fotos fra kampen her.

HIC – AB 5-2 (2-1)

0-1 Emil Ullum (9), 1-1 Mathias Rosenkrantz de Lasson (28), 2-1 Ibrahim Fadi Samrawi (42), 3-1 Rasmus Floor (69), 4-1 Malte Rosenkrantz Benzon (75), 4-2 Nexo Leander Gaziel (80), 5-2 Nicolai Beck (90+1).

Rødt kort: Jakob Rasmussen, AB (53)

HIC: Andreas Burchall – Malthe Jacobsen, Alex Skjoldnæs Pedersen, Carl Matthäi Leland, Micas Goldmann Krentz – Rasmus Floor, Zakariah Streif Garrouj, Anders Nørr Nielsen, Ibrahim Fadi Samrawi – Mathias Rosenkrantz de Lasson, Nicolai Beck. Indskiftet: Malte Rosenkrantz Benzon, Casper Karlsson og Rasmus Bjørnskou.

 

Luk