Menu

HIC fik på festligste vis afrundet sæsonen og fejret 100 års jubilæet

image
Webmaster
26. juni 2022 kl. 19:57
HIC har tradition for gode fester, hvorfor forventningerne var høje til 100 års jubilæumsfesten - men alle forventninger blev overgået da 275 HIC'ere festede igennem

Efter et langt tilløb med flere udsættelser grundet coronaen, blev HIC's jubilæumsfest præcis det brag af en fest, som hele klubben og alle deltagere havde glæder sig til. 275 HIC'ere var klar til fest - og med glæde, enestående stemning og højt humør kan HIC se tilbage på præcis den fest vi havde håbet på.

Traditionen tro blev der uddelt årets hæderspriser i HIC, og til teltets stående hyldest blev Daniel Holsmose helt fortjent udnævnt som Årets HIC'er.

Også seniorholdene udnævnte deres priser, hvor Nanna Hilligsøe og Chris Lindskow blev årets spiller for henholdsvis kvinde - og herreholdene. Som noget nyt uddelte bestyrelsen også den med et års forsinkelse den nyindstiftede pris som året talent i HIC, og Andreas Heramb og Carl Leland blev de første modtagere.

Nanna Hilligsøe blev hyldet af kvindetræner Simon Nielsen

Jan Christensen uddelte prisen som årets herrespiller til Chris Lindskow

Formand Søren Burchall holdt jubilæumstalen, og blev senere suppleret af Anne Schwartzbach, der på flotteste vis fortalte om sin tid i HIC, og de værdier og venskaber det har givet.


Anne Schwartzbach holdt en flot tale, som på bedste vis satte ord på det HIC er og giver ikke mindst børn og unge med i livet.

Ellers stod aftenen på fest og dans, hvilket i den grad blev skudt igang af bestyrelsens overraskelse, da Mads Bo Iversen fra Phlake indtog scenen, og med et brag af en minikoncert løftede stemningen helt i top. Mads Bo er en rigtig Herstedøsterdreng og har tidligere spillet i HIC, og var naturligvis iklædt en smuk HIC-trøje.

Stemingen resten af aftenen og natten blev bestemt ikke dårligere, da HIC's klub-DJ David Beisheim satte gang i dansegulvet, inden bandet We are the 90s fyrede den af foran et propfyldt dansegulv.

Fra HIC's side kunne vi ikke ønske os en bedre 100 års jubilæumsfest, som samtidig fik genstartet HIC's tradition for fester på tværs af alle voksne i HIC. Da David Beisheim havde sat aftenens sidste nummer igang, kom politiet på besøg, og et par rare betjente hjalp med at lukke festen ned. En kæmpe tak til alle deltagere - vi glæder os allerede til den næste fest i HIC.

Andreas Jacobsen havde kamera med til festen, og fik taget flotte fotos fra en fantastisk aften.

Luk