Menu

U17 Drengene viste format

image Gustav scorede sejrsmålet
Rasmus Bach
07. april 2017 kl. 10:23
Med mangel på spillere, viste de 11 udtagne U17 drenge en rigtig god fighter indstilling da Greve kom på besøg

Den danske myg lever igen i bedste velgående. Har man sagt myg i Danmark må man også sige fodbold i Herstedøster landsbys stolthed, HIC. 
I takt med, at den Røde Glente har gjort sit indtog i Danmark den seneste tid, burde vi på Herstedøsters flotteste u17 drenge hold have vundet en masse træningskampe i løbet af opstarten. Det har imidlertid ikke været tilfældet - vi har til trænernes og spillernes store bedrøvelighed måtte give afkald på en håndfuld spillere til senior afdelingen - spillere der ville have klædt ethvert u17-hold på den københavnske Vestegn.
En flok førsteholdsspirer er væk, og det har efterladt et hul. Et hul, der har været svært at lukke. Derfor har vi gang på gang, desværre, over den seneste tid været nødt til at aflyse træningspas fordi vi simpelthen ikke har været folk nok. 
Ikke desto mindre stillede 11 friske, og ikke mindst flotte, blåklædte u17 drenge til forårets første kamp, torsdagen inden påske. Og var der noget der skulle optage vores sind, hvis man skal se bort fra Jesu korsfæstelse en uge og et par tusind år tidligere, var det netop denne begivenhed der fyldte mest i i Herstedøster og omegn netop denne torsdag. 
Er par dage forinden havde sommerfuglen for første gang besøgt Herstedøsters berygtede bane 4 - Fabriksparken. Den samme fornøjelse, eller mangel på samme, fik Greves u17 drenge ikke. Efter 75 jævne minutter bragte HIC sig foran efter en solo kasse af en anden verden. Magnus Kassow, 1-0, 5 minutter tilbage. Svært for den blåfarvede del af sidelinjen at få armene ned. Ihvertfald i et minuts tid, indtil den ellers udmærkede dommer pegede på straffesparkspletten i den forkerte ende. 1-1. Krydset var med neutrale briller måske i virkeligheden noget begge hold skulle være nogenlunde tilfredse med. Problemet for Greve var bare, at det var de 11 blå ikke. En opgivning, 30 sekunder, en lang aflevering og et mål senere stod den 2-1 til HIC efter en vanvittig afslutning. Gustav fik fornøjelsen af at have sidste tå på, og dermed blive matchvinder - sikke en fryd og sikke en kontrast til et par lange og demotiverende måneder på kontoen. Tak for sejren og en god oplevelse gutter!

Som sagt er vi lidt færre end vi bør være. Er du i den rette alder eller kender én der er, og har mod på at komme og træne med, så findes alle trænernumrene på hjemmesiden. 

Rigtig god påske og god sommer. 
Vi ses i HIC. 

Mange hilsner og tunneller fra Stig Møller, Morten Ulrik, Kenneth Nyhuus og Rasmus Bach

Luk