Menu

Europa glippede med verdens mindste 5-0-nederlag

image
Webmaster
14. juni 2023 kl. 13:16
Med henblik på den vigtige sidste DS-kamp på lørdag mod Gørslev stillede HIC med et alternativt pokalhold mod – Gørslev

Når der skrives omtaler af førsteholdets kampe, plejer referenten at starte med at kopiere holdopstillingen fra den foregående kamp, og så foretage de få korrektioner, der måtte være nødvendige. Den rutine er droppet i dag. I stedet har jeg kopieret holdopstillingen fra Fjedreholdets 3-3-kamp mod Egevolden fra 28. maj – i serie 5.

For der var ikke færre end seks af den kamps elleve spillere i førsteholdstruppen, da HIC spillede pokalkamp mod Gørslev – og i et kvarters tid i anden halvleg var alle seks på banen samtidig.

Det lyder jo som rablende galimatias, men der var nu en god grund til, at førsteholdets trænerteam gav comeback til de seks tidligere førsteholdsspillere, der sammen med et par debuterende 2.-holdsspillere udgjorde pokalopstillingen sammen med nogle af den seneste DS-kamps reservespillere.

Da pokalturneringens genvej til europæisk fodbold alligevel er temmelig snørklet og noget længere end sit rygte, så blev kampen ’skrottet’ for at spare spillerne til den langt vigtigere sidste DS-kamp på lørdag i … Gørslev!

Så opgaven var dybest set at minimere nederlaget i pokalkampen, og selv om 5-0 kan lyde som en afklapsning, så er der ræson i at kalde det verdens mindste 5-0-nederlag.

De lidt ældre gjorde det fremragende, de unge knoklede forbilledligt med Andreas Heramb og Mathias Juul i ’maskinrummet’ og der gik 67 minutter, inden det lykkedes Gørslev at nedbryde HIC’s koncentrerede defensiv og score – til 3-0.

Jamen, hvad med de første to mål? De blev lige før og kort efter pausen scoret på straffespark, som øjenvidneberetningerne fra banen karakteriserede som henholdsvis ’forkert dømt’ og ’klokkeklart’.

Det var et par af samtaleemnerne i omklædningsrummet, hvor der blev trukket flere øl op end normalt, mens man diskuterede den besynderlige omstændighed, at det bliver straffet hårdere at samle bolden op i hånden efter 44 minutter end at pløje en modstander ned efter 10 minutter, så han ikke kan spille videre. Mathias Nielsen fik gult kort for det første, Nikolaj Gøtze fik en blå ankel ud af det andet.

De to er næppe med på lørdag, når HIC skal forsøge at holde GVI bag sig i kampen om 7.-plads i DS. Lykkes det venter en playoffkamp mod nummer 7 i den anden DS-række, så sæsonen er så langt fra slut. I hvert fald ikke for de ’rigtige’ førsteholdsspillere, for hvem Gørslev er meget vigtigere end Europa.

 

HIC – Gørslev 0-5 (0-1)

HIC: Torben Holmbæck – Mathias ’Morgan’ Mortensen, Rasmus Bjørnschou, Alex Skjoldnæs Pedersen, Mathias Føns, Maximilian Pein – Nikolaj Gøtze Rasmussen, Andreas Heramb, Mathias F. Nielsen, Mathias Juul Larsen – Micas Goldmann Klentz

Indskiftet: Mathias Skolnik, Anders Ørvad Mortensen (tidl. Benned), Cilas Hæhnel

Luk