Menu

Et hattrick, en kanonkamp og en modig beslutning sikrede den niende hjemmesejr i træk

image
Allan Nielsen
01. maj 2021 kl. 08:11
Hvad der afgør en fodboldkamp, er lige som forskelligt som de tusindvis af fodboldkampe, der blev bliver spillet dag ud og dag ind over hele verden. Hvad der afgjorde sjællandsseriekampen fredag aften på vores sagnomspundne hjemmebane afhænger af øjnene, der ser – hvis de da ikke er alt for slørede…

Naturligvis var Jack Castelijns tre scoringer udslagsgivende i 4-3-sejren over Værebro, men Tobias Abrahamsens indsats spillede en betydelig rolle, Chris Lindskows over 10 tilbagelagte kilometer overalt på banen gjorde en forskel, Nassor Salims indsats i den sidste halve time havde stor betydning og kollektivets gode træningstilstand er et vægtig grundlæggende element.

Selvfølgelig er spillerne det altafgørende omdrejningspunkt for udfaldet af alle fodboldkampe, men nogle gange KAN afgørelser truffet på sidelinjen af trænerteamet være udslagsgivende, og sådan en modig en af slagsen gjorde forskellen fredag aften. I hvert fald som referenten så det.

Efter nogle foruroligende indledende minutter, hvor Værebro var over det hele og kom foran på et veludført direkte frispark, fik HIC leveret en fremragende første halvleg, der kulminerede med to scoringer inden for halvandet minut. Nicklas Bøgelund scorede sit første mål for HIC i 16 år, da han fra en spids vinkel fik sparket en aflevering fra Oliver Benn Larsen i nettet, og kort efter var det Jack Castelijns, der udnyttede en retur fra Værebro-målmanden, da Tobias Abrahamsen modigt udfordrede i luftrummet.

Det var efter den halvleg, referenten på sin lille hvide blok noterede, at modstanderne dælen dulme skal være gode for at besejre HIC.

Efter pausen vippede magtbalancen imidlertid. Værebro havde bolden oftere, inden halvlegen nåede sin første kulmination med 4 eksplosive minutter: Jack Castelijns misbrugte et gigantisk chance ved at ramme stolpen fra kort afstand på Nassor Salims eminente oplæg, Jonas Winther indkasserede et gult kort, Værebro sendte den tidligere landsholdsspiller Nicki Bille Nielsen på banen og efter en akrobatisk afslutning på sammenføjningen faldt blev riposten headet over stregen til udligningen.

2-2 og Værebro havde pludselig initiativet og momentum. Nicki Bille Nielsen fik en god hovedstødschance, som han heldigvis headede lige i gribekloen på Lasse Kyrning Andersen og de bange anelser bredte sig.

Men her var det så cheftræner Jan Christensen turde foretage det træk, der ikke handlede om at forsvare det ene point, men i stedte rakte ud efter sejren.

Efter et kvarters hvil på sidelinjen blev Nicklas Bøgelund sendt på banen igen til de sidste 10 minutter. Den gennemrutinerede angrebskonstellation med Bøgelund og Castelijns var genetableret og Nassor Salim fik en ny rolle som kantspiller – og på endnu et oplæg fra Nassor fik Jack revancheret sin fæle afbrænder ved score mellem benene på Robert King i Værebro-målet.

Det blev fejret med en flik-flak, og igen blev den ene HIC-scoring hastigt afløst af en anden, da Tobias Abrahamsen igen fik stresset Værebro-forsvaret med sit stærke hovedspil, så Jack på en løs returbold uimodståeligt kunne fuldende sit hattrick med et hovedstødmål og endnu en gymnastik-opvisning.


Dagens HIC'er Tobias Abrahamsen kronede en stærk indsats med at være kraftigt involveret i to HIC-mål, da han frygtløst kastede sig ind i hovedstødsdueller foran Værebro-målet.

Derefter var der endnu et comeback til en af 1994-årgangens tilbagevendte profiler, da Mathinas Føns Thomsen kom på banen i en slutfase, der først blev hektisk i det sidste minut, da Værebro headede en 4-3-reducering i nettet, men med kun ét minut til det forløsende slutfløjt nåede det aldrig at blive ængsteligt.

Sejren var den niende i træk på hjemmebane, og efterlader HIC med et hul på 9 point til Hørsholm på andenpladsen, i hvert fald i 16 timer.

På lørdag venter en ekstrem vigtig udekamp mod Glostrup, der sluttede grundspillet stærkt med to overbevisende sejre.

Modstanderne skal være gode for at besejre HIC. Men hvis Glostrup ikke er god nok til at gøre det, ser forårshimlen for alvor blå ud.

 

HIC – Værebro 4-3

  1. Yusuf Onurlu (4) 1-1 Nicklas Bøgelund (23) 2-1 Jack Castelijns (25) 2-2 Christos Cornelius Patsamanis (73) 3-2 og 4-2 Jack Castelijns (82, 84) 4-3 Victor Mariendal Andersen (90+5)

Gule kort: Jonas Winther Sørensen (70), Mourad Saidi (83)

HIC: Lasse Kyrning Hansen – Mathias Juul Larsen, Tobias Abrahamsen, Jakob Christensen, Simon Reeslev -Oscar Gjerlev (80. Nicklas Bøgelund), Mathias F. Nielsen (86. Mathias Fønne Thomsen), Chris Lindskow, Oliver Benn Larsen (46. Jonas Winther Sørensen) – Niklas Bøgelund (65. Nassor Salim), Jack Castelijns

Luk