Menu

Flyvende kvindesenior

image Anna-Natalia Grillis var en af dagens målscorer
John Bødker
11. juni 2021 kl. 08:29
Sjællandsserieholdet udraderede gæsterne fra Frederikssund med 6-1

Cheftræner Simon Nielsen har hele tiden sagt det- Vi spiller til mere end de point der er kommet ind på kontoen - Denne skønne torsdag aften i Herstedøster skete det så. HIC tog imod et formstærkt Frederikssundhold og fra start viste kvinderne hvem der var dronninger i Herstedøster. 

Hvis Formel 1 ikke kan komme til København, så kom det i hvert fald til en tidligere gartnerigrund i det nordøstlige Albertslund. Der var smæk for skillingen og 300km/t fra et opsat HIC-hold - End ikke den trykkende sommervarme var til nogen hindring. Om det var torsdagsmaden i klubhuset med stegt flæsk der lokkede er ikke godt at sige, men holdet var mere direkte i sit spil og målfarligheden kom i højsædet. Simon havde op til kampen blandet kortene og valgt en 4-3-3 opstilling som var helt ny for holdet. 

Efter 30 minutter i overlegen stil kom der endelig hul på bylden og på bare 15 gyldne minutter havde HIC nærmest sat punktum for den kamp med en sikker 4-0 føring. I anden halvleg var der kontrol over begivenhederne og HIC kørte en sikker sejr hjem med yderligere to scoringer - Nåh ja, gæsterne kom på tavlen efter mere end en times spil, men det kunne ikke fratage den enorme lettelse og glæde der var over spil og tre point.

Det var da også svært efter kampen at sætte en enkelt spiller over de andre, men Alberte Remmer var i særklasse i samtlige 90 minutter.....og tillægstiden. Indsatsen blev krydret med to mål.

Simon er en mand med et stort rosende ordforråd og han var da heller ikke til at styre efter kampen hvor han opsummerede kampen

"Det mindede langt hen af vejen om ægte tiki-taka fodbold, og ALT fra dagens opgør, er noget som vi kan hive med os videre i bagagen. Vi formåede at lægge et mega højt tryk gennem hele kampen, samtidig med, at vi ikke "busede" frem på noget tidspunkt. Det var velovervejede aktioner offensivt/defensivt, og super stærkt teamwork over hele linjen."

Holdets topscorer Sashena Brown scorede to mål og leverede 3 assist og er nu oppe på 8 mål i indeværende sæson.

De øvrige mål blev scoret af Anna-Natalia Grillis og Sarah Lyberth.

Det var et tilfreds publikum der forlod gartnerigrunden i Herstedøster efter at kvindesenior havde sået tre point i stillingen og nu er et midterhold.

Næste kamp er på udebane den 19 juni mod Lynge-Broby i Sorø

2.holdet spiller på lørdag den 12 juni kl. 13.00 lokalopgør mod BS72 på udebane - Man er mere end velkommen ned til Albertslund syd og heppe.

Kvindesjællandsserien

Herstedøster I.C - Frederikssund IK (4-0) 6-1

(30) 1-0 Sarah Lyberth (34) 2-0 Sashena Brown (39) 3-0 Sashena Brown (45) 4-0 Anna-Natalia Grillis (56) 5-0 Alberte Remmer (67) 5-1 (88) 6-1 Alberte Remmer

STILLING

1.  Køge BK................  9 31-14 20

2.  Svorgerslev BK.....  9 26-10 19

3.  Ølstykke FC..........   9 30-17 17

4.  Lynge-Broby IF....   9 19-21 15

5.  Taastrup FC..........   8 19-14 12

6.  Herstedøster IC...  10 19-18 11

7.  Fårevejle BK ........   9 17-19  9

8.  Frederikssund IK..   7 13-22  9

9.  B73 Slagelse.........   9 16-26  9

10.Farum BK..............   9 12-19  9

11.FC Bella................   9 12-18  8

12.Lyngby BK...........    9 14-30  5

 

Se flere af Rasmus Petersens billeder fra kampen: TRYK HER

Luk