Menu

6 sejre på stribe har givet en ekstra målsætning

image
Allan Nielsen
27. september 2017 kl. 21:08
2.-holdet har scoret 30 mål i seks kampe i serie 4 og det forpligter.

Efter fem sejre i træk var det alvor, da Avarta, rækkens andet nedrykkerhold, kom på besøg på noget så usædvanligt som en tørvejrsdag,

Avarta havde ligeledes maksimumpoint, og kampen var derfor det man med et udtryk fra kemiens verden kalder en lakmusprøve. Hvor gode er vi egentlig?

Vi viste os at være gode. Rigtigt gode. Ikke så meget på grund af sejren, der blev hjulpet godt på vej af en mildest talt uheldig dag for Avartas målmand, men i lige så høj grad fordi, HIC specielt i anden halvleg ENDELIG formåede at spille og kontrollere en kamp nærmest til perfektion.

Derfor blev det 4-0 i en kamp, hvor den på alle måder uofficielle kampstatistik sagde 20-3 eller måske 20-4 i mere eller mindre kvalificerede afslutninger. Michael Schliemann i målet kunne i hvert fald ikke huske at han havde været nede og ligge en eneste gang, og bødekassen fik endnu en gang tilført en mindre formue for brændte 100 procents-chancer.

Af samme grund er det på sin plads at udvide sæsonens målsætning, der fra starten har været en hurtig tilbagevenden til serie 3. Nu er det et officielt mål, at det skal sikres med rækkens førsteplads, så vi efterfølgende skal ud og spille om – og vinde – sjællandsmesterskabet for serie 4.

Dermed bliver forårssæsonen forhåbentlig forlænget – efter den allerede er blevet forkortet. SBV 09 fra Stationsbyen i Avedøre trak sig fra rækken allerede efter den første kamp, og siden er også Torveparken forsvundet – efter at have tabt 6-0 til HIC i den eneste kamp, de fik spillet.

HIC’s 2.-hold har scoret 30 mål i sæsonens seks kampe – trods et ufatteligt højt antal brændte chancer. Den del vil der blive arbejdet med i de kommende ugers træning, for selv om stillingen ser forrygende ud, så ER der altså kun 3 point ned til B.77, Avarta og Lejerbo, og førstnævnte skal HIC snart møde på den ’hyggelige’ bane ved Valhøj Skole, så …

Serie 4, kreds 5
HIC – Avarta 4-0 (1-0)
1-0 David Beisheim (12), 2-0 Frederik Vibe (49), 3-0 Mikkel Andersen (63), 4-0 Lasse Rostgaard (82)
Gule kort: Mikkel Andersen og Thomas Bonne, Avarta (44)
HIC: Michael Schliemann – Glen Vielsted Nielsen, Anders Ørvad Mortensen, Casper Beck (anf.), Lasse Belchuke – Ulrik Nielsen, David Beisheim, Frederik Vibe – Martin Schippers, Mikkel Andersen, Casper Karlsson

Udskiftninger:
35. Magnus Hørning for Martin Schippers
65. Laust Højgaard for Glen Vielsted Nielsen
70. Lasse Rostgaard for Casper Karlsson
75. Martin Schippers for Lasse Belchuke
80. Casper Karlsson for Mikkel Andersen
Stemmer til kampens spiller: Frederik Vibe 9, David Beisheim 3, Casper Beck 3, Anders Ørvad Mortensen 3, Mikkel Andersen 1, Michael Schliemann 1