Menu

Pessimismen har fået svære vilkår efter sejr i tæt topkamp

image
Allan Nielsen
18. april 2021 kl. 07:58
HIC holder fast i topplaceringen efter 2-1 sejr i topkampen mod Hørsholm

Det er en dansk nationalsport at brokke sig. Over politikerne, vejret, vejarbejde, regeringen, prisen på øl, genudsendelser, andre trafikanter, de skuffende resultater i curling, skattetrykket, nedlukninger, genåbninger og antallet af labre larver i Matadormix.

Men skulle en skeptiker prøve at finde noget negativt at ytre om HIC’s 1. hold, så vil det kræve en indstilling, der ikke er hørt siden Buster Larsen hver lørdag aften i den bedste sendetid optrådte med ’Lorteland’. Og så må I forældre forklare jeres børn, hvem Buster Larsen er – og hvorfor det var sjovt.

For det går helt forrygende for vores snart 101 års gamle klubs bedste seniorhold.

For at starte bagfra, så er HIC nu på førstepladsen i Sjællandsserien med et forspring på 8 point til nummer to.

Det er den herlige konsekvens af lørdagens 2-1-sejr over netop nummer to, Hørsholm-Usserød.

Skulle en af de tidligere nævnte skeptikere ikke være klar over, hvad man forstår ved begrebet en ’6-pointskamp’, så forestil jeg, at Hørsholm-Usserød havde vundet. Så havde forspringet været på 2 point. Så er det begreb vist skåret ud i pap, som man siger.

Og topkampens betydning var tydelig – i begge lejre. HUI startede ekstremt respektfuldt og overlod initiativet til HIC, der havde svært ved at skabe chancer over for en overraskende massiv defensiv fra Sjællandsseriens mest scorende hold.

Overtaget gav alligevel udbytte efter 19 min. spil, da Tobias Abrahamsen pandede et indlæg fra Simon Reeslev i nettet til sin første scoring for HIC.

Tobias fejrer et af sine sjældne mål

Men også i den anden ende kunne var hovedspillet et effektivt våben, som efter 34 min. gav Hørsholm udligningen. Jakob Christensen fik headet et højt indlæg yderligere op i luften og på nedfaldsbolden kom en modstander højest og headede bolden ind over HIC-målmanden Lasse Kyrning, der med forgæves fægtende arme var havnet på mellemhånd.

Føringen blev genetableret, da tilbagevendte Nassor Salim kom først på et fladt indlæg fra Oscar Gjerlev, som Carl Matthäi med en fysisk screening havde skaffet god plads på højrekanten.


Nassor Salim holdt Hørsholms ellers stærke forsvar beskæftiget, og scorede sejrsmålet.

Fra starten af 2. halvleg gjorde Nicklas Bøgelund efter et årelangt fravær comeback som targetspilleren på toppen, og selv om Nicklas gjorde god fyldest og udfyldte sin rolle glimrende, blev HIC i løbet af halvlegen HIC presset halvvejs ud på marken bag måltavlen, så satsningen med to angribere blev skrottet i det sidste kvarter.

Hørsholm ramte overliggeren to gange, i det ene tilfælde efter en sejrssikrende redning af Lasse Kyrning, og forløsningen var kolossal, da kampens glimrende dommer efter nogle nervepirrende tillægsminutter endelig satte ærten i bevægelse for sidste gang.

’Efter en fantastisk første halv time i starten turde vi ikke holde fast i det spil, der rent faktisk virkede. Det overrasker mig, at vi kunne blive så udfordret i luftrummet, hvor vi plejer at være dominerende’, sagde cheftræner Jan Christensen, der kom statistikeren på balkonen i forkøbet med konstateringen af, at HIC nu ikke har tabt en kamp i sjællandsserien siden september 2019.

Bare for at understrege HVOR svære vilkår pessimismen har det for tiden.

HIC – Hørsholm-Usserød 2-1

  1. Tobias Abrahamsen (19) 1-1 (34) 2-1 Nassor Salim (41)

HIC: Lasse Kyrning Hansen – Tobias Abrahamsen, Jakob Christensen, Carl Matthäi Leland, Simon Reeslev - Oscar Gjerlev (60. Sefik Tekin), Mathias F. Nielsen, Rasmus Thønning Jensen, Chris Lindskow – Nassor Salim (46. Nickals Bøgelund, 75. Oscar Gjerlev), Jack Castelijns

Ikke benyttet: Mathias Juul Larsen

 

Se flere af Kim Lelands gode fotos fra kampen på 

https://www.dropbox.com/sh/p42n2df1nc2535b/AACiZLFZp6BqsZCGG2NnxL9Ja?dl=0

Luk