Menu

HIC starter åbent klubhus mandag eftermiddag i samarbejde med Storagergård

image
Bestyrelsen
23. april 2017 kl. 17:38
Fra mandag d. 24. april vil U14+15 drengeholdene samt U15-16 pigeholdene kunne lade op til træningen, når HIC i samarbejde med Storagergård slår dørene op til åbent Klubhus

Som et nye element i arbejdet med at fastholde HIC's ældste ungdomshold, har HIC's bestyrelse indgået et samarbejde med Storagergård om åbent klubhus i om mandagen i HIC. Målgruppen for dette tiltag er i første omgang U14 og U15 drengeholdene samt U15-16 pigeholdet.

Åbent klubhus går kort fortalt ud på, at Storagergård stiller personale til rådighed i HIC mandag eftermiddag, hvor de står for forskellige aktiviteter for drengene og pigerne på vores hold. Aktiviteterne bliver både konkrete tilbud udarbejdet af Storagergårds personale, ligesom der også bliver plads til gode forslag fra de unge. Aktiviteterne kan spænde fra alt fra hygge i klubhuset, udendørs aktiviteter til mindre udflugter. Fra Storagergårds side er Rasmus Petersen omdrejningspunktet sammen med andre gode medarbejdere, der kender til både HIC og mange af de unge.

Åbent klubhus er som nævnt mandage, hvor de unge kan komme i tidsrummet kl. 15.30-18.15 (så de er klar til deres træning kl. 18.30). Der bliver et tilbud om et let eftermiddagsmåltid for de unge, hvor tilbud og pris kan variere.

Første gang vi slår dørene op til åbent klubhus bliver mandag d. 24. april, hvor Ida og Malene fra Storagergård byder inden for. Til den første åbent klubhus kan de unge stille sulten inden træning med pasta med kødsovs, som denne gang er på HIC's regning.

Vi håber at mange drenge og piger vil benytte sig af tilbuddet, hvor det er helt frit, om man kommer forbi åbent klubhus i kort tid inden træningen, eller hænge ud hele eftermiddagen med gode klubkammerater.

Luk