Kampen startede lige og intenst, eksemplificeret ved Anders Benneds karatespark i hovedet på en modspiller efter 1 minuts spil. Så var stilen lagt for hvad der skulle blive en yders underholdende kamp. 1. halvleg bød på flot spil med HIC holdet i den dominerende rolle. Det var ved at udmønte sig i et mål allerede efter 5 minutters spil, da Dennis Malling var alene igennem efter et langt udspark fra Ahmad El-Onneis. Bolden lå desværre til Mallings mindre gode højreben, så chancen løb ud i sandet. Anders Benned modtog herefter et gult kort og HIC var dermed i undertal i 10 min. Paradoksalt nok var det i denne periode at HIC for alvor fik lagt pres på Hundige. I denne periode blev Frederik Vibe bl.a. kantet i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs. Mest nærgående i 1. Halvleg var Anders Ekelund med et følt spark, som desværre tog overliggeren. Hundige havde også deres og kunne også være kommet foran, hvis det ikke var for en glimrende redning fra Ahmed El-Onneis, i en én mod én situation. Stillingen i pausen var derfor 0-0, dog med HIC som det bedste hold.
2. halvleg blev en af de mest mindeværdige i HIC's historie. Der var igen tempo fra start og begge hold investerede meget for at lave det første mål. Dennis Malling var igen tæt på med et flyvende hovedstød, men Hundiges målmand fik pareret forsøget til hjørnespark.
Et kvarter inde i 2. Halvleg kom Hundige foran på en flot solopræstation, hvor 4 HIC spillere blev tørret. Der gik desværre ikke længe før Hundige udbyggede deres føring, via hurtigt opspil og en skarp afslutning. En spand koldt vand i hovedet på et HIC hold som absolut ikke kunne bruge et nederlag eller et uafgjort resultat til noget som helst.
Efter dette blev der satset med både Lasse Rostgaard og Emil Hartmann på toppen, for at ligge et tungere pres. Dette udmøntede sig dog også i kontrachancer til Hundige, og på en af disse måtte Ahmad takke træværket, for ikke at lukke sit 3 mål ind i kampen. Umiddelbart efter, 12 minutter før tid, fik HIC et frispark på hjørnet af feltet som Dennis Malling sparkede meget præcist mod bagerste stolpe. Her dukkede Rasmus Brandt op og scorede sit første seniormål i sin kun 2 optræden, og dermed hjemmebane debut.
Så var der for alvor ild i øjnene på de sejrsvante HIC spillere, og udligningen lå og lurede. Denne udligning skulle dog komme fra en noget uventet front, da Casper Beck slog en lang bold mod angrebet. Bolden var længe undervejs og Hundiges målmand fejlbedømte og undervurderede farten i bolden, med det resultat at den hoppede og sjuttede over ham og ind i målet. Et bizart, men meget vigtigt mål, som for Casper Beck var sæsonens første. Med 4 minutter igen skulle alt kastes frem i håb om 3 meget vigtige point og i ét af kampens bedste angreb faldt afgørelsen. Efter gode kombinationer endte bolde hos Per Møllekær som med et glimrende indlæg fandt Peter Nørgaard, der med en kattepote styrede bolden over i det fjerneste hjørne fra kanten af feltet. Et suverænt mål som fik spillere såvel som tilskuere til at eksplodere i jubel. Dermed kunne Nørgaard med sit første sæsonmål, sikre HIC 3 utroligt vigtige point, som holder liv i håbet, om den før foråret, meget usandsynlige oprykning.
Kom og støt drengene på tirsdag kl. 19 hvor 1. Senior igen spiller om meget vigtige point i udekampen mod Rishøjs divisionsreserver.